Erobringen af Ditmarsken

’Bonderepublikken’ Ditmarsken

Ditmarsken er et geografisk område ved Vesterhavet mellem Ejderen og Elben i det nordlige Tyskland. Middelalderens Ditmarsken bliver ofte omtalt som en uafhængig bonderepublik (Freie Bauernrepublik på tysk). Strengt taget var den dog hverken uafhængig eller en republik, men snarere et selvstyret territorium inden for Det Tysk-romerske Rige. Efter Slaget ved Bornhøved den 22. juli 1227 kom Ditmarsken formelt under ærkebispen af Hamborg-Bremens suverænitet. I praksis benyttede prins-ærkebiskopperne ikke deres udøvende magt; Ditmarksens juridiske og kirkelige administration blev i stedet udført af selve bønderne.

I løbet af Middelalderen blev Ditmarsken ganske rig, hvilket førte til flere erobringsforsøg fra naboregionernes herskere. En hær på 12000 mænd invaderede Ditmarsken i 1500  på befaling af Kong Hans og hans bror, Frederik (senere Kong Frederik I). Begge brødre var medhertuger i Slesvig og Holsten, to omstridte landsdele ved grænsen til Ditmarsken.

I Slaget ved Hemmingstedt den 17. februar 1500 besejrede Ditmarskens bønder, der blot talte et par tusind mænd ledt af Wulf Isebrand (d. 1506), dog den langt større invaderende hær og forsvarede dermed deres juridiske og religiøse selvstyre i endnu et halvt århundrede.

Ditmarskens landslov

Ligesom mange andre regioner i det nordlige Europa havde Ditmarsken sin egen ‘landslov’ baseret på de gængse juridiske skikke. I 1447 blev disse skikke kodificeret i Ditmarskens Landslov (Dithmarscher Landrecht), skrevet på nedertysk. Lovens første redaktion er blot bevaret i et enkelt håndskrift (København, Det Kgl. Bibliotek, Thott 2065 4to), mens to kendte håndskrifter er gået tabt.

En anden redaktion, kaldet Ditmarskens Anden Landslov (Zweites Ditmarscher Landrecht), blev samlet mellem 1467 og 1480. Denne anden redaktion blev trykt i Lübeck (eller Slesvig) af Steffen Arndes i 1487 eller 1488. Dog findes der kun fragmenter af dette første tryk, bevaret på biblioteker i Hamborg og Kiel. Lovens anden redaktion blev genoptrykt af den lybske trykker Johan Balhorn i 1539. Ud over disse to tryk findes lovens anden redaktion i to bevarede håndskrifter, mens et tredje er gået tabt.

AM 2 4to er det ene af disse to bevarede håndskrifter. Dette samlingsbind er dels af pergament (ff. 1-52), dels af papir (ff. 53-73). Første del (ff. 1r-50r) indeholder Ditmarskens anden Landslov på nedertysk, efterfulgt af adskillige mindre recesser og noter. En senere tilføjelse på ff. 69r-71r er skrevet på dansk og beskriver Kongeriget Danmarks erobring af Ditmarsken i 1559.

Den ‘sidste fejde’

Ditmarsken blev til sidst erobret af Danmarks konge og hans allierede i 1559 i det, der kaldes Den sidste fejde (Letzte Fehde).

Aar 1559 thend 22 dag Maij drog koning Frederich thend anden mett sine farbroder hertog Hans och hertog Adolff mett fire regiment knechte jnd vdj Dytmarschen tiil Aluersdorp (f. 69r)

Kong Frederik II af Danmark-Norge gik sammen med sine onkler Adolf I og Hans den Ældre om at erobre Ditmarsken. Tilsammen talte deres hær 18000 mænd, der blev ledt af Johann Rantzau (1492-1565), feltherre for den danske konge og kendt for sin strategiske tænkning.

I håndskriftet AM 2 4to findes en detaljeret beskrivelse af erobringen på ff. 69r-71r. Her står: "Den 22. maj 1559 drog Kong Frederick 2. med sine farbrødre Hertug Hans og Hertug Adolf med fire regiment knægte ind i Ditmarksen til Albersdorf."

Thend 2 dag Junij droge herrene mett thend ganske hob om afttenen fra Aluersdorp oc for Meldorp oc om morgenen emellom 2 oc 3 tha begyntis stormen for Meldorp, oc bleff Meldorp och the skantzer ther hoss stormett oc wundet om morgenen klocken war siuff thend 3 dag Junij (f. 69r–v)

Hæren blev ved Albersdorf i Holsten i flere dage for at rekognoscere terrænet og bøndernes forsvarsværker, inden de drog mod Meldorf den 2. juni: "Den 2. juni drog herrene med hele hoben om aftenen fra Albersdorf til Meldorf, og mellem kl. 2 og 3 om natten begyndte de at storme Meldorf; Meldorf og skanserne blev stormet og overvundet kl. 7 om morgenen den 3. juni."

Thend tid the Dytmarscher fornome att wj ware for Heiden tha forlode the Hemmingstede oc droge tiil Heidenn mett theris ganske magtt, Och ther skede enn stor skarmützel, och bleffue mere end 3000 Dytmarscher døde, och mange flyde jnd wdj byen och werede thenom ther saa wy motte sette jld paa Byenn, och bleff Heiden saa aldelis affbrend (f. 70r)

Kampene mellem de angribende og forsvarende hære fortsatte frem til det afgørende slag ved Heide den 13. juni: "Den tid ditmarskerne fornemmede, at vi var ved Heide, da forlod de Hemmingsted og drog til Heide med hele deres magt, og der skete et stort sammenstød, og blev flere end 3000 ditmarskere døde, og mange flyttede ind i byen og værgede dem, så vi måtte sætte ild på byen, og så blev Heide aldeles afbrændt."

Efter Slaget ved Heide anmodede Ditmarskens bønder om fred. Den sidste fejde sluttede den 20. juni 1559 med kapitulation og underkastelse af de engang frie bønder i Ditmarsken.

Loven bevæger sig mod nord 

Beskrivelsen af erobringen i AM 2 4to er skrevet af Klaus Rytter, som senere blev borgmester i København fra 1584 til sin død i 1589. Rytter tog lovbogen med sig til Danmark efter anmodning fra sin herre, Johan Friis til Hesselager, en dansk adelsmand og Kong Christian IIIs kansler. Friis havde nemlig erhvervet håndskriftet i Meldorf efter slaget den 3. juni: "Og der i Meldorf fik Johan Friss til Hesselager denne bog og overleverede han den bog til mig, Claus Rytter, som den gang var hans tjenere, at jeg skulle føre samme bog hjem."

Och ther wdj Meldorp feck Johann friss tiil hesselagger thene bog och andtuorde hand meg Claws Rytter ther thene bog, som ieg thend tid war sin tienere, att skulle förre same bog hiem (f. 69v)

Johan Friis var en lærd mand, der havde læst i Odense, København, Køln og Rom, og fik titlen magister. Det er derfor ikke overraskende, at han var interesseret i en juridisk bog der indeholdt Ditmarskens love. Sjældne og værdifulde bøger har været et populært krigsbytte gennem hele historien. Dog kan det også have haft et praktisk formål at anskaffe AM 2 4to og tage bogen med til Danmark.

I kølvandet af erobringen blev Ditmarsken først delt i tre dele af de tre hertuger, og senere i to dele, efter Hans den Ældre døde i 1580 uden arving, og hans territorium blev delt mellem bror og nevø. I denne reorganisering af Ditmarsken fik Hertugen af Slesvig-Holsten-Gottorp suverænitet over den nordlige del af Ditmarsken, mens Kongen af Danmark fik den sydlige del. Kancelliet i København havde derfor brug for at kende lovgivningen i det nyannekterede territorium for at kunne udøve sine juridiske og administrative opgaver.

En revideret tredje redaktion af Ditmarskens Landslov blev skrevet sammen i 1567 af Adam Tratziger (1523-1584), kansler til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, samt Heinrich Rantzau (1526-1598), søn af Johann Rantzau og guvernør i den kongelige del af Slesvig og Holsten. Denne tredje redaktion blev trykt af Melchior Koch i Glückstadt i 1667 og igen af Gotthilf Lehmann i 1711 sammesteds. Den tredje redaktion forblev den gyldige lovgivning i Ditmarsken helt frem til 1900, da den til sidst blev erstattet af den almindelige tyske lovgivning Bürgerliches Gesetzbuch.

AM 2 4to og den Arnamagnæanske Samling

Håndskriftet er forblevet i Danmark siden det først blev bragt hertil i 1500-tallet. I det 18. århundrede tilhørte håndskriftet den store private bogsamler Frederik Rostgaard (1671-1745), der var kongens gehejmarkivar. Arne Magnussen købte håndskriftet på auktionen over Rostgaards bibliotek i 1726 med henblik på at indlemme det i Det Kgl. Bibliotek, da han mente, det var bedre end den trykte redaktion af loven, og at det derfor burde stå i kongens bibliotek (Håndskriftsfortegnelser, xix). Håndskriftet kom dog aldrig til Det Kgl. Bibliotek; i stedet blev det en del af Den Arnamagnæanske Samling, hvor det stadig opbevares. 

Emner